Hvad gør jeg

Hvad gør jeg

Folkekirken løser mange opgaver i den offentlige forvaltning: Registrering af nyfødte, navngivelse, navneændringer, registrering af dødsfald osv.
Her på siden kan du finde vejledning og links til nyttige oplysninger.

Kirkekontoret i Lemvig er naturligvis altid behjælpeligt, hvis du har spørgsmål.

 

Fødsel
Et barns fødsel skal anmeldes.
Har en jordemoder været til stede ved fødslen, foretager denne anmeldelsen. Er fødslen sket uden jordemoder, skal forældrene selv anmelde fødslen.
Dette gøres via www.borger.dk senest 14 dage efter fødslen.

 

Anmeldelse af fælles forældremyndighed
Gifte forældre bliver automatisk registreret med fælles forældremyndighed.

I kan som ugifte forældre erklære, at I ønsker at varetage omsorgen og ansvaret for jeres barn sammen ved at afgive en ”Omsorgs- og ansvarserklæring”.
Dette gøres senest 14 dage efter barnets fødsel via www.borger.dk under afsnittet ’familie og børn’.

 

Er der ikke registreret nogen far til barnet efter 14 dage, overgår faderskabssagen til Statsforvaltningen. Læs mere om faderskab og forældremyndighed på Statsforvaltningens hjemmeside

 

Dåb
Dåb aftales med én af sognepræsterne eller kirkekontoret. I er velkommen til at kontakte præsten et par uger inden, og ellers kontakter præsten jer for at aftale en dåbssamtale. Tidspunktet aftales mellem jer og præsten, ofte i jeres eget hjem. Samtalen giver en orientering om dåben og dens praktiske forløb.

Til kirkekontoret oplyses navn og adresse på den person, som skal bære barnet, samt navne og adresser på mindst 2 og højst 5 faddere.

Når barnet er døbt eller navngivet, registreres navnet i den elektroniske kirkebog og i CPR. I løbet af ca. 14 dage herefter, modtager I et sygesikringskort fra kommunen med CPR-nr. og navn.

Navneændring

Ansøgning om navneændring foretages digitalt via www.borger.dk med brug af NemID. Der skal betales et administrationsgebyr, som reguleres hvert år.

Ved navneændring på børn under 15 år, skal der afleveres en papirblanket på kirkekontoret. Ved navneændring for unge mellem 15-18 år ansøges via www.borger.dk, hvor både forældre og den unge signerer med NemID.

Herfra sendes ansøgningen til behandling i bopælssognet. På Ankestyrelsens hjemmeside https://ast.dk/born-familie/navne/navnelister kan man læse mere om navne, og kirkekontoret er også altid behjælpelig med vejledning om gældende love og regler for området.

Navngivning
Inden et barn er 6 måneder gammel, skal det have et navn - enten ved navngivelse eller dåb. Vær opmærksom på, at barnet kun kan få sin fars mellemnavn eller efternavn, når forældrene er gift - eller faderskabet er anerkendt – se afsnit Fødsel - Anmeldelse af fælles forældremyndighed.

Navngivning uden dåb sker også på http://www.borger.dk under Familie og børn. Begge forældre skal signere digitalt med NemID.

Navnet skal være et godkendt drengefornavn eller pigefornavn. Det er muligt at søge i godkendte drengenavne og pigenavne på Ankestyrelsens hjemmeside: https://ast.dk/born-familie/navne/navnelister.

 

Selvom barnet er navngivet, kan der altid ske dåb efterfølgende.

Alle spørgsmål vedrørende navne og gældende navnelov besvares på kirkekontoret.

Konfirmation
For at blive konfirmeret skal man:

     Være døbt før konfirmationen
     Gå til konfirmationsforberedelse og i kirke (7. klassetrin)

Der er fastlagt følgende konfirmationsdatoer i Lemvig Kirke: Den 2. søndag i maj

Der er fastlagt følgende konfirmationsdatoer i Heldum Kirke: Den 1. søndag i maj

Der er ingen planer om at ændre på dette.

 

Vielse
Ved vielse i Lemvig og Heldum Kirker rettes henvendelse til én af sognepræsterne med henblik på reservering af kirken.

Inden vielsen skal man via www.borger.dk ansøge bopælskommunen om en prøvelsesattest.

Kommunen sender herefter prøvelsesattesten til parret som bevis på, at parterne opfylder samfundets betingelser for indgåelse af ægteskab.

Prøvelsesattesten skal afleveres på kirkekontoret, når den er modtaget fra borgmesterkontoret. Den må på vielsestidspunktet ikke være mere 4 måneder gammel.

Navneændring ved vielse
I udgangspunktet beholder man sit eget navn, når man bliver gift. Hvis man ønsker at skifte navn i forbindelse med vielsen, så man som par får samme mellemnavn og/eller efternavn, skal man søge om navneændring. Dette gør man ved at ansøge om "Navneændring på bryllupsdagen" via www.borger.dk. Navneændringer i forbindelse med vielser er gebyrfri indtil 3 mdr. efter vielsen, hvis der opstår navnefællesskab.

 

Dødsfald og begravelse
Ved dødsfald skal en læge skrive en dødsattest. Før kan man ikke anmode om begravelse eller brænding af afdøde. Den afdøde skal enten begraves eller bisættes (herefter kremeres). Begravelse eller bisættelse skal normalt ske senest otte dage efter dødsfaldet.

Anmodning om begravelse eller bisættelse foretages digitalt via www.borger.dk - enten direkte eller via en bedemand inden to dage efter dødsfaldet.

 

Begravelse/bisættelse aftales med én af præsterne.

Aftale om udvælgelse af gravsted på Lemvig og Heldum kirkegårde laves med Lemvig Kirkegårdskontor tlf. 97821152. 

Medlemskab af folkekirken
Man bliver medlem af den danske folkekirke ved dåb. Hvis du ikke blev døbt som barn, kan du melde dig ind i folkekirken ved at blive døbt som ung eller voksen.
Du kan kontakte en af præsterne og aftale nærmere.
Voksendåb og dåb af store børn og konfirmander foregår nogle gange ved gudstjenesten, andre gange ved en særlig højtidelighed.
Ved dåb af børn og unge under 18 år er det den person, som har forældremyndigheden, der træffer beslutning om dåb eller indmeldelse i folkekirken. Personer over 15 år skal selv give samtykke til dåb eller indmeldelse.

Hvis du er døbt i en anden kristen kirke, skal du ikke døbes igen for at blive medlem af folkekirken, men kontakte en præst og bede om at blive optaget som medlem.

 

Genindmeldelse

Er du udmeldt af folkekirken og ønsker at blive meldt ind igen, kan du genoptages som medlem ved skriftlig anmeldelse til præsten i eget bopælssogn med oplysning om navn, adresse, cpr.nr samt dåbsdato og kirke/sogn.

Blanketter til brug for ud- eller indmeldelse fås ved henvendelse til kirkekontoret. Den underskrevne blanket afleveres til kirkekontoret i bopælssognet.

 

Udmeldelse

Hvis du vil melde dig ud af folkekirken, skal du tage kontakt til præsten eller kirkekontoret i dit sogn. Du skal henvende dig personligt med oplysning om navn, adresse, cpr.nr samt dåbsdato og kirke/sogn.

Hvis du melder dig ud af folkekirken, skal du overveje følgende: Som udmeldt har du ikke længere ret til at få foretaget kirkelige handlinger (dåb, vielse eller begravelse) ved folkekirkens præster.
Det får bl.a. betydning for dine nærmeste den dag, hvor du skal begraves, da der som udgangspunkt ikke vil være en præst med. Det vil desuden blive en del dyrere f.eks. at benytte kapellet og anskaffe et gravsted. Derfor er det vigtigt, at du fortæller dine nærmeste, at du har meldt dig ud af folkekirken.
Skulle du på et tidspunkt fortryde din beslutning, eller har du bare lyst til at få en samtale, er du altid velkommen til at henvende dig til én af præsterne.

 

Printvenlig udgave er her