Kasserer

Kassererens almene funktioner

Der er flere måder at være kasserer på, men overblik og tryghed i opgaverne fremmer arbejdet og øger tilfredsheden. I det følgende beskrives funktioner, der gælder alle kasserere. Kassereren står for budget, årsregnskab og kvartalsrapporter samt fører tilsyn med, at regnskabsføreren udfører sine opgaver efter gældende vedtægt.

I Lemvig-Heldum menighedsråd er ansat en regnskabsfører - kordegnen - til at udføre arbejdet


Både kassereren og regnskabsføreren arbejder på menighedsrådets vegne, og menighedsrådet skal derfor fastsætte retningslinjer i form af vedtægter. Vedtægterne besluttes af det nyvalgte menighedsråd.

Den, der udfører de praktiske opgaver ved regnskabsføringen, skal følge menighedsrådets vedtægt for regnskabsførerens forretningsområde, mens kassereren skal følge menighedsrådets vedtægt for kassererens forretningsområde.


Det siger menighedsrådsloven
På menighedsrådets konstituerende møde vælges kassereren af menighedsrådets midte. Formanden for menighedsrådet kan ikke vælges til kasserer eller varetage hvervet som professionel regnskabsfører.

Den praktiske udførelse af opgaverne kan knyttes til en af kirkens kirkefunktionærstillinger eller overlades til en professionel regnskabsfører.

Et medlem af menighedsrådet har pligt til at modtage valg til kasserer. Valget har virkning for 1 år ad gangen.

Menighedsrådet kan beslutte at tillægge kassereren et honorar. Størrelsen af honoraret skal godkendes af provstiudvalget.

Kassererens opgaver skal ifølge loven fastsættes af det enkelte menighedsråd i en vedtægt for kassererens forretningsområde.

Kontinuitet på posten som kasserer
Da kassereren bestrider en af de større poster i rådet, er kontinuitet vigtigt. Planlæg derfor et skift af kasserer, så der bliver en periode før eller/og efter skiftet, hvor den gamle kasserer oplærer den nye kasserer. På den måde bliver det lettere for den nye kasserer at tage over.

ERFA-gruppe for kasserere

Hjælp og inspiration til kasserere
Kurser øger dine kompetencer og letter dermed arbejdsgangen og løsningen af opgaverne som kasserer. Kurser for kasserere afholdes normalt af Distriktsforeningen, der er den lokale afdeling af Landsforeningen af Menighedsråd.

Som kasserer kan du trække på konsulenter i provsti, stift og landsforening samt finde vejledninger, blanketter og information om økonomi på den Digitale ArbejdsPlads.

Landsforeningen af menighedsråd
Interesseorganisation for menighedsråd i Danmark der tilbyder kurser, rådgivning om jura, personale, økonomi og strukturændringer samt konsulentydelser.

Web www.menighedsraad.dk, tlf. 8732 2133, mail kontor@menighedsraad.dk

Folkekirkens It
Loginservice til den Digitale ArbejdsPlads DAP med menighedsrådets mail og arkiv, programmer, håndbøger, support og meget andet.

Web www.folkekirkensit.dk