Heldum kirkes indre

Heldum kirke - kirkens historie - sognets historiekirkens indre - inventar - orgel - messehageler - protokoller

 

315 Alter Heldum

Stilheden er stærk i Heldum Kirke.

I middelalderen som i dag ligger den på landet for sig selv, - et stærkt og enkelt og rent hus, som indbyder til besøg, eftertanke og stilhed.
Her skifter lys og skygge, som det har gjort gennem århundreder.
Den gamle romanske gravsten fra middelalderen med det meget enkle kors, som i dag møder den besøgende, fordi den er indsat over døren i våbenhusets gavl, vidner om før og nu - tid og evighed.

Ved genopbygningen efter branden i 1908 fik Heldum kirke i det store og hele det udseende den har i dag, - så den fremstår som en romansk landsbykirke.

Væggene er alle hvidtede med undtagelse af korbuen, - og bjælkelofterne er malet røde. Kirkens farver i grå, grønt og hvidt stammer fra en renovering af kirken i 1989.

I korgulvet ligger ferniserede ølandsfliser, - i midtergangen gule mursten og under bænkene er der trægulv. I forbindelse med branden fremkom i triumvæggens nordre sidealterniche en kalkmalet udsmykning fra romansk tid, ligesom der ved undersøgelser de næstfølgende år og i 1965 er konstateret enkelte senere malerirester. Alt er atter overkalket, da de var i en sådan forfatning, at man ikke kunne rekonstruere dem. 

 

Døbefonten er romansk og af rødlig franit. Den er kirkens ældste inventar og er sandsynligvis fra kirkens allerførste tid. Den er 95 cm høj og tilhører den nordvestjyske type. Også den blev ret skadet ved branden og måtte derefter sammenholdes af et jernbånd, der først er fjernet ved istandsættelsen i 1963.

 

Prædikestolen er fra 1909 og udført i robust renæssancestil med fem fag arkadefelter og hviler på en bærestolpe med krydsfod.

Stolestaderne er fra 1825- 50, men fornyet i 1966, - bortset fra plankegavlene, der har udsvejfet top. Indtil branden i 1908, der også beskadigede stolestaderne, var alle stader forsynet med fyldningslåger. Vægpanelerne, med enkle profilfyldinger, er i deres nuværende skikkelse fra 1988, da stolene maledes med en mørkegrøn grundfarve, grå gavle og tilsvarende fyldinger med hvid kantprofil.

 

Et Oticon teleslyngeanlæg er opsat i 1986

 

I 2008 blev der givet tilladelse til at væggene i Heldum kirke både udvendig og indvendig i fornøden omfang kunne blive renoveret og nykalket. Dette skete i efteråret 2010, hvor kirken var lukket i 6 uger. 

 

Tilbage til Heldum kirke

    Klik på billedet for at se forstørret foto.